Professor: “Tving ikke demokrati-begreb over de muslimske lande”

Der er god grund til at nære håb for en demokratisk udvikling i den arabiske verden, men det vil være en stor fejltagelse at tro, at vi i Vesten kan presse en ændring igennem på vore særlige præmisser, hvor vi som konsekvens til dette ser en stigende radikalisering med bla. rabiate synspunkter som domineres af æresdrab, selvmordsbomber og m.m.

Med en lang karriere som professor i Mellemøstens historie ved det amerikanske Princeton University bag sig har den britiskfødte professor Bernard Lewis noget at have det i, når han taler om et emne, som meget af hans forskning har fokuseret på - samspillet mellem islam og Vesten set i lyset af islamisk historie. Også selv om hans synspunkter i visse kredse opleves som kontroversielle. Her et interview afholdt af Informationen, hvori han fortæller om hvorfor modernisering har perverteret de muslimske lande:

Professorens egne islam holdninger:

“Der er flere holdninger til islam. Og jeg bryder mig ikke specielt om holdningen, vi ser mange steder i dag, at der ikke er noget at gøre ved, hvad vi ser i den islamiske verden i dag, for sådan er de. Dette er den typiske, såkaldt pro-arabiske holdning, men i virkeligheden viser den mangel på viden om fortiden, foragt for nutiden og ingen bekymring for fremtiden. Demokrati er en meget stærk medicin, som kun må ordineres i meget små doser, for ellers risikerer man at dræbe patienten. I hovedsagen må muslimerne klare det selv.”

“Den type diktatoriske stat, som vi ser i den arabiske verden, er relativt ny. Klassisk islam var ikke just den skandinaviske demokratimodel, men den var båret af nogle demokratiske elementer, som moderniseringen har ført ind i en katastrofal, kataklystisk udvikling.”

Moderniserings effekter af de muslimske lande:

“Moderniseringen har haft to negative effekter. Den har i den arabiske verden dels ført til en styrkelse af staten, og dels til en forsømmelse af arbejdet med at opbygge et moderne statsapparat, og det er farligt. I det traditionelle, islamiske samfund var statens magt begrænset. Jeg har et eksempel. I 1786 skulle en fransk ambassadør forhandle med sultanen i Konstantinopel, men han opdagede hurtigt, at forhandlingerne gik ufattelig langsomt. Det hang sammen med, at sultanen ikke kunne beslutte noget som helst uden først at rådføre sig med flere grupper. De handlende fra basaren, håndværkernes laug, den militære ledelse, godsejerne - de var alle magtfulde grupper, som udgjorde en slags intern magtbalance, fordi de nødvendigvis skulle tages med på råd.”

Hvad der skete med denne magtbalance i de præmuslimske lande?:

“Flere ting, men et godt eksempel er, hvad der foregik i 1940′erne. På det tidspunkt var vore dages Syrien og Libanon fransk mandatområde, og da Frankrig kapitulerede til nazisterne i 1940, tog det såkaldte Vichy-styre magten i denne del af den franske indflydelsessfære. Og da det lokale Baath-parti, der senere kom til at fylde så meget i arabisk nationalisme, opstod netop da, blev det modelleret over nazistiske idealer. Denne udemokratiske tendens, der satte ind, har altså ikke noget med islam at gøre, men blev påført udefra, og derfor kan man også sige, at reaktionen, som kom i form af den radikale islamisme, har lige så lidt med de ægte islamiske værdier at gøre. Inden for de seneste 100 har vi set tre store trusler mod den menneskelige frihed. Bol-shevismen var en perversion af et menneskeligt ønske om et bedre liv, nazismen var en ekstrem perversion af tysk kultur, og svaret på dem begge var befrielse. I dag står vi over for en radikal perversion af islam, som vi ikke finder i historien, og den er en global trussel, fordi den går hånd i hånd med stor rigdom.”

“Det store problem er, at vi opfatter disse udemokratiske træk som islamiske, fordi vi taler om den islamiske verden, men her er det vigtigt at gøre sig nogle tanker, for islam er i sig selv ikke udemokratisk. I Vesten skelner vi mellem kristendommen, som er en religion, og kristenheden, som er en kultur. Det gør vi ikke, når vi taler om islam. Ingen ved deres fulde fem vil påstå, at Hitler udsprang af kristendommen, men det er en lige så uafviselig kendsgerning, at han havde rod i kristenheden.”

Islamisk radikalisering:

“Det skete sent i det 18. Århundrede, da wahabismen kom ind i billedet som modsætning til mere moderate former for islam. Den har huset Saud i centrum, og da de midt i det 20. århundrede tog magten i Hejaz-provinsen (i vore dages Saudi-Arabien, red.), skaffede de sig også kontrol over Mekka og Medina. Det gav en enorm prestige, som udvirkede, at wahabismen og andre radikale tolkninger af islam har bredt sig, og det har igen medført grupper, hvis handlinger er totalt uislamiske.”

“Tag for eksempel selvmord. Hele den islamiske teologi og lovgivning er totalt imod selvmord. Selv om man lever et dybt religiøst liv, mister man adgangen til paradiset og bliver evigt fordømt, hvis man tager sit eget liv. Den evige straf for selvmord er en endeløs gentagelse af selvmordshandlingen. Så de mennesker, der sprænger sig selv i luften i deres religions navn, fordømmer i virkeligheden sig selv til en evighed mellem eksploderende bomber.”

“Et andet eksempel er jihad. Det har flere forskellige meninger. I betydningen krig er jihad en religiøs pligt, hvilket betyder, at den er nøje reguleret. Man må f.eks. ikke angribe kvinder, børn og ældre, medmindre disse angriber dig først. Generelt afviser islam også masseødelæggelsesvåben. Dette bliver diskuteret i middelaldertekster, hvor der f.eks. står, at forgiftning af det drikkevand, som en belejret fjende har til rådighed, er forbudt. Med andre ord handler disse mennesker i total strid med deres egen tradition.”

Det kalder jeg en professor af kaliber!

Tip: Kermit