Misbrug af termer både af medier og muslimer

- 

Et glimrende indlæg i det muslimske Magasin “Islamica Magazin” af Haroon Moghul, som er freelance skribent med speciale i sprog og kultur:

-

Hvad er det der gør de etableret amerikanske medier til en sådan en skuffelse? Hvad er det omkring de nyheder som vi ser (men ikke burde) der foruroliger, bekymrer og endda lamslår os? For meget korporativ indblanding, således at ordet “statsmonopol” kommer i tankerne? Muligvis.
De jævne journalister nægter at sætte fod udenfor deres trygge vante omgivelser selvom situationen kræver det. Informationer kan fordrejes, og medierne må gøre sin del af arbejdet med at vinkle informationerne på plads igen, hvis vi skal forblive et demokrati.

Mediernes manipulation med ordene 

Problemet med medierne er, tillader jeg mig ydmygt at anføre, dens uvilje til at dissekere kategorier, termer og ideer. Ganske vist generaliserer vi alle sammen; og generaliseringer er nøglen til forståelse, en måde hvorpå vi ellers forklarer en ellers enorm kompleks verden omkring os.
Men generaliseringer er også oftest den bedste måde at forplumre tingene på. Hvis man gentager en term et nok antal gange bliver det til sandhed. Der findes ikke længere nogen afstand mellem de ting vi beskriver og selve tingene der bliver beskrevet. Den moderne verden vi lever i, og de ord vi benytter os af til at navigere, diskuterer og debatterer tingene med er konstruktioner. De er med tiden blevet konstrueret af personer med en dagsorden, som i disse dage sjældent afsløres.  

Tænk på de termer vi hører og deres implikationer. Tænk over hvordan brugen af disse termer ikke blot tillades men også opfordres af medierne og fremmer illusionen om konsensus, rimelighed og især uundgålighed. Før Irak blev invaderet i marts 2003 ( ja, det er snart mere end 4 år siden), beskrev de etablerede Tv-kanaler deres dækning af krigen med titlen “Krigen i Irak”. Ikke krigen om Irak, men i Irak, som om konflikten allerede var på vej og vi kun var ude på at beskytte vores egne interesser. ( Nu er det desværre blevet en krig om Irak såvel som i Irak.) Man kan måske mene at dette er for barnligt. Men der er andre og mere foruroligende måder med hvilke medierne leger med sproget- eller ukritisk lader flere grupper slippe af sted med deres ordspil.
 
Nej, sig mig, er Europa et kontinent? Udefra enhver bedømmelse, er det en kejtet halvø hvorpå de vesterlændinge beboere -udfra formodninger om race, etnicitet og kultur- har besluttet sig for at de fortjener et kontinent helt for dem selv. Absurditeten der forlægger i selve definitionen er åbenlys i dens afgrænsning. At trække grænsen gennem Bospheros ( det 29km lange stræde der forbinder Sortehavet og Mamarishavet ) giver mening. Men hvad med europæisk jord der grænser op til Asien? Er Uralbjergene ikke et mærkbart ulogisk og meningsløst østlige punkt for Europa? Faktisk er det en chauvinistisk definition med geografiske prætentioner.

 

Jo flere muslimer og asiater man kan holde udenfor Europa desto bedre, og det er derfor at grænserne er blevet trukket. Stakkels Tyrkiet, der kun besidder en klat jord på “europæisk” side, og er derfor når alt kommer til alt Asiatisk, og ikke en seriøst kandidat for EU.

 

Det Internationale samfund overfortolkes

-

Der er også den vidunderlige appel til den “internationale samfund”, som om det overhovedet er eksisterende. Lige så ofte som præsident Bush kommer med bemærkninger om USA eneståenhed, og profetiske, ja, nærmest guddommelige rolle for verdenen, får vi at vide at USA ikke står alene, men at den “ internationale samfund” står bag vores bemærkelsesværdige upopulære politik. Selvom størstedelen af Latin Amerika, Afrika, Indien og Kina- alt i alt 4 mia. mennesker, over to tredjedele af verdens befolkning - generelt ikke så meget som trækker på skuldrene når det drejer sig om den sidste nye spøgelse der ligger på lur og venter på at spøge verden, sådan som visse ny-konservative påstår. 

- 

Muslimernes misbrug af islamiske verber

 

Men lad os huske på at muslimer ligeså vel har brilleret med den slags list i sådan en grad at vi også har brug for vores eget medie til, at slå ned på den misbrug og maltrakteringen af termer. “Anstændighed” er blevet til hijab og ikke andet. Med anstændighed mellem kønnene som forvandler sig til barrierer som holder mændene ude og kvinderne inde og usynlige. “ Islam” er kommet i rampelyset for mondæne udadvendte detaljer som øger troen på at disse kan håndhæves politisk.

 

“Retfærdighed” bliver alt for ofte forstået som hævn eller oprejsning. Den dybe spirituelle forståelse for islamiske principper undermineres af små grupper af muslimer med ekstremistiske dagsordner. Den bredde konsensus af islam er blevet ødelagt af de, der ønsker at eje islam ordforråd, så islamisk sprog kan betyde hvad de vil have det til at betyde, hverken mere eller mindre. Der findes et anden “international samfund” udover den “internationale samfund” som man altid hører om. Der findes ligeledes et andet “islam” end den “islam” som får- og kræver al opmærksomheden.

 

Jeg takker debattør Kermit for oversættelsen. Se den originale tekst her.