Ny bog af amerikansk/iransk religionsforsker Reza Aslan “Kun én Gud”

Det er blevet almindeligt at tale om en frontlinje mellem de vestlige og de muslimske samfund. Om civilisationernes sammenstød.I Kun én gud går den iransk-amerikanske islamekspert Reza Aslan mod strømmen og argumenterer for, at man i stedet kan betragte de eksisterende spændinger som udtryk for en kamp om fortolkningen af Koranen. En kamp, der ikke så meget angår Vesten som de indbyrdes stridende muslimske trosretninger. Sammenstød mellem sunnier og shiiter har langt større betydning for de muslimske samfunds fremtid end islamistiske fanatikeres nålestød mod vestlig levevis.

Reza Aslan sætter i sin bog de verserende diskussioner om islam i et historisk perspektiv. Fortællingen begynder i det syvende århundrede med profeten Muhammed, der formulerer sin vision om et retfærdigt samfund, efter at han har sin guddommelige åbenbaring. Herefter følger århundreder med blodige fejder mellem sekter, klaner og fortolkningningstraditioner, der alle kræver retten til at udlægge profetens lære. Det er denne indre splid i islam, man kan opfatte aktuelle konflikter som en udløber af. For eksempel de borgerkrigslignende tilstande i Irak, hvor det dag for dag bliver mere åbenlyst, at vestlige tropper nærmere er tilskuere end deltagere i konflikten.

Kun én gud er en indføring i de muslimske traditioners historie og et indlæg i debatten om reformeringen af islam, skrevet med personligt engagement; Reza Aslan er selv praktiserende muslim, og forsøger med bogen at vise, at et moderat, demokratisk sindelag er fuldt foreneligt med muslimske forskrifter.

Et interview lavet af Politiken med Reza Aslan, religionsforsker, 37 år, bosat i USA efter at have flygtet fra Iran og forfatter til en ny bog “Kun en Gud”:

Reza Aslan, i din bog ’Kun en Gud’ skriver du, at det, vi i Vesten kalder terrorisme, i virkeligheden er efterdønningerne af en islamisk reformation. Hvordan hænger det sammen?

»Selve ordet ’reformation’ forbinder mange med det kristne Europa. Men jeg taler om en magtkamp, der har fundet sted i den muslimske verden gennem de seneste hundrede år. En kamp, der handler om retten til at definere, hvad den rigtig fortolkning af islam skal være«.

Hvordan hænger den reformation sammen med terrorisme?

»De terrorangreb, som muslimer foretager, har altid til formål at påvirke andre muslimer, hvis udlægning af islam ikke stemmer overens med radikale fortolkninger af Koranen. Dem, vi omtaler som radikalister og jihadister, repræsenterer en meget radikal og moderne version af islam , der ikke bliver repræsenteret af det traditionelle præsteskab og koranskoler i den muslimske verden. Det er veluddannede mennesker, men de har ingen træning i islamisk lov og teologi. De udfordrer de traditionelle religiøse autoriteter inden for islam , blandt andet ved at udstede fatwaer og erklære jihad. Det er normalt noget, som kun præsteskabet må gøre«.

Hvis terror skal påvirke muslimer, hvorfor oplever vi så terrorangreb i Vesten?

»Det er reelt de færreste terrorangreb, der foregår i Vesten, men de, der gør, er en del af en udspekuleret plan fra radikalisternes side. Ved at angribe Vesten med terror, tvinger de muslimer i Vesten til at tage stilling. Terrorangrebene spreder frygt og mistro mod de muslimer, der har bosat sig her, og får dem til at føle, at de ikke hører hjemme her. Det er radikalisternes plan, som i høj grad er blevet hjulpet på vej af de politiske ledere i Vesten«.

Hvordan mener du?

»I Vesten har vi bevæget os fra at tale om et civilisationernes sammenstød, som vi kender termen fra Samuel Huntington, til at bruge en retorik, der afspejler et sammenstød mellem de monoteistiske religioner. Når vi gør debatten om kultursammenstød religiøst ladet, gøder vi jorden for terroristers opfattelse af sig selv som religiøse krigere. Vi spiller lige ind i deres net«.

Hvorfor er retorikken blevet religiøst ladet?

»Der var altid religiøse undertoner i teorien om civilisationernes sammenstød, men jeg mener, at 11. september 2001 virkelig ændrede tonen. Jeg synes, at teorien om civilisationernes sammenstød er tåbelig og uvidenskabelig. Den gav almindelige mennesker en form for legitim teoretisk baggrund, ud fra hvilken de kunne tale om den latente islamofobi. De tendenser har simpelthen fået et mere robust udtryk efter 11. september. Hele retorikken omkring krigen mod terror er for eksempel fuldstændig vanvittig«.

Hvad skal vi gøre i stedet?

»Terrorister er ikke religiøse krigere. De er en del af en international kriminel organisation, og de bør behandles og omtales som sådan. Ved at tale om en religiøs krig understøtter vi terroristers indtryk af sig selv som hellige krigere, der udkæmper en kosmisk krig. Det undrer mig, at vi gør det så nemt for dem. Det er jo langtfra første gang, de vestlige lande oplever terrorisme«.

Hvorfor er voldeligheden så central for radikalisterne?

»Koranen kan meget let fortolkes radikalt og voldeligt. Tekster, der er blevet grundlæggende for verdens traditioner, er kendetegnet ved deres evne til at blive fortolket på utallige måder. De kan konstant udvikles og tilpasses samfundets behov. Hvis en tekst ikke har den evne, så dør den. Derfor kan man basere vold og kvindehad såvel som demokrati og pluralisme på Koranen«.

Hvad vil være konsekvenserne af den islamiske reformation?

»Det bliver et gæt, men hvis jeg skal bruge reformationerne inden for kristendommen eller jødedommen som model, så tror jeg, at vi vil se en islam , der bliver endnu mere geografisk fragmenteret i det næste århundrede. En islam , der vil blive endnu mere opdelt i sekter med forskellige ideologier. Man kunne forestille sig en specifik arabisk islam i den arabiske verden, og faktisk er der allerede en amerikansk version af islam under udformning her. Mange muslimer er negativt indstillet over for den slags bevægelser, men jeg ser det som en uundgåelig udvikling inden for en religion«.

Det er vidt debatteret, om islam er forenelig med den demokratiske styreform. Hvad mener du om debatten?

»Jeg forstår ikke, hvorfor den debat er så omspændende. Der er flere eksempler på muslimske lande, der også er demokratier. Så hvis man anskuer det empirisk, er det på høje tid at stoppe den diskussion. Men det er endnu vigtigere at indse, at debatten i sig selv bygger på en fjollet antagelse. De fleste religioner er jo fuldstændig uforenelige med demokrati, hvis man følger dem blindt. Jeg mener, at islam reelt er den religion, der i sig selv er mest forenelig med demokrati«.

Hvorfor?

»Når vi debatterer, om en religion er forenelig med demokrati, mener vi egentlig, om en religions fundamentale principper er forenelige med idéer som folkevilje, menneskerettigheder og pluralisme. Islam har som regeringsgrundlag på Profetens tid skabt mange af disse forståelser. Verdens første grundlov blev for eksempel skrevet i et islamisk samfund. Der eksisterede tolerance over for religiøs pluralisme i islamiske samfund på et tidspunkt, hvor kristne massakrerede enhver, der ikke var af samme religiøse overbevisning som dem selv, og kvinder fik rettigheder i de første islamiske samfund, som de ikke fik i kristne samfund før for 100 år siden«.

Men en del af debatten om demokrati handler om, at islam er en religion, der er svær at skille fra de øvrige institutioner i samfundet, og at det derfor kan være svært at adskille kirke og stat?

»Ja, det argument hører man tit, og det er fuldstændig latterligt. Islam har en langt stærkere historie med sekularisering, end kristendommen har. Siden Profetens død har der aldrig været et teokrati inden for islam . Kun i Iran er den religiøse og den politiske autoritet den samme, og det er en meget kompliceret undtagelse. Kalifatet har altid været en politisk institution, mens den religiøse autoritet er placeret hos præsteskabet. Debatten om islams forenelighed med demokrati har ingen substans. De, der fortsætter den, vælger den lette udvej ved at anskue islam som en modsætning til Vesten. Det skræmmende er, at de derved kommer til at tale samme sprog som de radikale fortolkere af islam «.

I din bog ’Kun én Gud’ skriver du, at et demokratisk muslimsk samfund først skal tage hensyn til fællesskabet og derefter til individet. Bør beskyttelsen af individet ikke være grundstenen i et demokrati?

»Der hersker ganske rigtigt i Europa den overbevisning, at individet bør være det centrale i samfundet. Men især i den arabiske verden kommer mange fra en mere stammepræget baggrund, og de er uenige. De mener, at fællesskabet skal være det centrale i samfundet. Det er en politisk-filosofisk diskussion, og der er intet, der taler for, at det ene er mere rigtigt end det andet. Når man taler om demokrati i Vesten eller USA, så mener man demokratiet, som det eksisterer i Vesten eller USA. Men den slags demokrati har intet at gøre i et muslimsk land. Demokrati kan ikke importeres, men må grundlægges på velkendte værdier og vokse frem indefra. Hvis et samfund i højere grad er baseret på fællesskabet end på individet, så er det den slags demokrati, der må udvikles. I øvrigt mener jeg ikke, at de to modeller er så forskellige, når man ser nærmere på dem«.

Hvorfor ikke?

»Den frihed, som man er så stolt af i Vesten, er ikke så uhindret, som vi gerne vil tro. I USA har vi for eksempel religionsfrihed, men kun, hvis denne frihed ikke er i konflikt med samfundsværdierne. Det samme med ytringsfrihed. Den fungerer i praksis kun, indtil du siger noget, der støder samfundsværdierne. Alle individuelle rettigheder og værdier bliver ultimativt nødt til at tilpasse sig samfundets forventninger, også i et radikalt individualistisk samfund som Europa. Men det er sandt, at europæiske samfund er mere individualistiske end traditionelle muslimske eller arabiske samfund, og det skal man have i baghovedet, når der skabes demokratier i de muslimske og arabiske verdener«.

Anser du din bog for at være et forsvar for muslimske idealer?

»Ja, jeg beskriver den faktisk som en apologi. Jeg bruger ordet apologi i dets græske betydning, apologia, der betyder forsvar. Det var ikke Jesus eller Paulus, der skabte kristendommen, det var apologeterne i de første to århundreder. Som en del af processen med at forsvare kristendommen over for de græske filosoffer endte de med at formulere og skabe kristendommen. Derfor er jeg også ganske tilpas ved at blive omtalt som muslimsk apologet. Jeg ønsker at bruge min videnskabelige og historiske viden til at skabe en mere fornuftig og, mener jeg, korrekt fortolkning af islamisk historie og teologi og derved skabe et lys, som andre kan følge, muslimer eller ikke-muslimer«.