Når lyset slukkes af cancer hos unge mennesker

Jeg kigger på ham. Hans øjne lukker i det sekund, jeg når at fange hans blik, som knækker mig indeni, fylder mig med en udlidelig skjult sorg. En tåre, to tårer, tre tårer, de falder strømmende ned ad hans kinder. Jeg må være stærk, ikke bryde ud i gråd, ikke falde ned på det kolde hospitals gulv fyldt  med mikroskopiske blodpletter. Mit åndedrag bliver dybere og svagere, det eneste, der er tilbage i mine tanker nu, er droppen i hans hånd, som drypper i evig langsom fart, som det sløve tikkende ur på væggen. Jeg kigger på drop-posens indhold, som er omgivet af et gennemsigtig rødt cellofan. Den signalerer farer, mit indre skriger “hvorfor”, jeg kan ikke holde det ud. En rød farve er det sidste, man ser inden døden nærmere sig den, man elsker og tager vedkommende bort til et ukendt sted.

Døden omgiver det hvide sterile rum. Han er så ung, så smuk, hvorfor tænker jeg igen? Hvorfor? Mine ben kan ikke holde min vægt længere, ligesom en tung byrde er lagt på mine skuldre, dens enorme kræft presser min krop ned, ned på mine knæ. Knæets knogler begynder at bløde, en indre usynlig blødning strømmer gennem mine ben. Jeg er ved at falde grædende ned på det hvide lagen, som minder mig om et ligklæde. Den omfavner ham, min lillebror, dette uhyggelige, men tryggivende dyne, ligger om hans krop, så uskyldigt, så skræmmende. Jeg holder mig stadig oppe og stryger hans kind. Han tager den alvorligt og kigger søgende på mig og spørger mig “skal jeg dø nu”?

Dette spørgsmål får mig så endelig til at bryde sammen, min maske falder, knækker, smuldre og svinder bort. Jeg føler, at mine knæ bliver nu brækket i så mange stykker, at jeg støtter mig til sengen af angst for at falde sammen som et korthus. Som et træ der vælter med dens rødder under stormens voldsomme blæst, falder min tunge krop på hans spinkle krop og mine arme omfavner dette ulykkelige lille syge væsen.

Jeg kan ikke genkende ham mere. Hans hår er faldet af, hans øjne er som sorte runde huller med en mærke afgrund, uden glæde eller lys. Kinderne er ikke længere runde, men domineres af kraniets knogler. Kræftens agressive fremgang har indfiltreret alle hans kropsdele. De kropsdele som engang under min beskyttelse har leget så uskyldig med små legetøjsbiler, spillet fodbold og har søgt omsorg hos mig, når han havde det dårligt. De kemiske stoffer har destrueret ham, så koldblodigt, men hvor ville jeg kysse disse stoffer, hvis de var levende. Selvom det er en sammenblandning af stoffernes ødelæggende egenskab og kræftens klør, som ødelægger ham, så er de nu vores eneste håb.

Lillebror, hvor vil jeg så inderlig se dig vokse op, stor og stærk. Langsomt udvikle dine ungsomsår med musik, personlighedsudvikling, og udvide din sjæls indre. Hvor ville jeg ønske, at du hver nat kunne kigge på de smukke stjerner, som om natten titter frem og lyser så vidunderlig i en mørk nat. Se livet med din kommende elskede, når du finder hende, se dit smil når du får dine drømme for livets enhed opfyldt.

Jeg krammer hans afmagret krop, han græder stadig. Jeg kan ikke trøste ham, jeg er magtesløs. Min egen gråd overdøver hans egen. Jeg vil tage hårdere fat, redde ham, tage ham væk fra det her, men kan se, at slangerne omkring sengen forhindrer mig. Slangerne holder ham fast, uomtvisteligt må jeg trække mig tilbage.

Imens jeg vitterligt ønskede, at jeg kunne indtage hans plads i sengen, mærker jeg en trøstende hånd på min ryg. Jeg ville ikke væk fra ham, men en hvidkitlet arm, trækker mig væk. Jeg vender mine halvlukkede øjne imod kvinden. Ansigtet som er farvet i mørke striber af den mascara, jeg har puttet på for at holde masken, er i sjælelig forfald som resten af kroppen. Jeg falder i armene på den hvidklædte kvinde, som kigger på mig med sørgmodige trøstende øjne. Jeg ligger mit hovedet på hendes skulder og tænker, at jeg har ingen andre nu end denne hvide engel, som prøver at redde min kære lillebror. Mine øjne lukker, hvor ville jeg ønske, at dette er en uhyggelig drøm.

Det er ikke en drøm. Min unge teenage-lillebror fik Burkitt Lymphom for 3 år siden, som er én af de mest agressive lymfome kræftformer der findes. Han blev hasteindlagt på Århus Kommune Hospital på hæmatologiske afdeling. Jeg måtte forlade mit studie og tog det nærmeste lyntog til Århus. Fandt min lillebror på sengen med diagnosen, kræft, og en sønderbrudt livskrise. Canceren havde spredt sig til næsten alle organer. Det var en hård og barsk tid, men efter 6 måneder, med stærk kemoterapi og gentagene hasteindlæggelser og en kæmpe anatomi eksamen, kæmpede vi os op. Han klarede den, takket være Gud, jeg tog ham hen til mig i Odense, så jeg kunne støtte ham. Han bor nu alene og har det godt.

Jeg kan huske, at jeg stod med en følelse, hvorfor lige ham? Jeg var ikke religiøs dengang, men kunne mærke, at Gud var der for mig. Hans støttede mig og gav mig en unik indre styrke. Der lå en større mening bag. 

Min medfølelse går til dem, der er ramt af cancer og deres pårørende. Lad ikke sygdommen styre jeres liv, men fasthold de smukke øjeblikke, I deler med hinanden. Håbets Lys, glem aldrig håbets mirakler for de er der, uanset om udviklingen ikke går den vej, som man ønsker, så giver den en beskyttende indre lys, som hjælper én til stadig at være oprejst og give fra sig til andre i livet.

Kære Lars, jeg håber at du hviler i fred, du og din familie er i vores tanker. Lars, en ung mand på 28 år gik bort i sommeren 2006 pga cancer, han var indlagt sammen med min lillebror, men blev senere overflyttet til intensivafdelingen.

“Når et lys slukkes” af Nik & Jay: