Eksempelvis er jeg overbevist om at gud/allah hellere ser at man hjælper an ældre dame over vejen end at bede en bøn eller får en anden til at grine end at bede en bøn eller at hygge sig med kammerater og familie end at bede en bøn, eller spilde tiden med “pjat” end at bede en bøn for bønnens skyld.

Jeg kan tilslutte mig ting fra biblen (og Koranen) om ikke at begå vold, stjæle, mishandle andre osv. men sorterer irrationelle ting fra som at man ikke må spise bestemte ting, ikke drikke bestemte ting, have en bestemt påklædning, at kvinder ikke må tale i forsamlinger.

Min far der er opvokset i Sønderjylland i en lille landby ude på landet i 50erne hvor folk i større eller mindre grad var præget af indremission(kristen bevægelse der tager biblens ord temmeligt bogstavligt) har fortalt at det blev anset som syndigt at se film, danse, drikke alkolhol.
Han har også fortalt hvordan han efter et par år havde sparet sammen til en motorcykel som han var glad for og derfor stod og pudsede. Da et par folk fra landsbyen kom forbi fik han at vide at det at pudse motorcyklen var “at dyrke en afgud” og altså også en synd.
Som udenforstående kunne man selvfølgelig sige at han da bare kunne være ligeglad, men hvis man er opvokset i det miljø og omgivelserne kommer med sådanne kommentarer kan man komme i tvivl og få halvdårlig samvittighed, selvom man egentlig synes at gud da ikke kan være imod at man pudser en mortocykel.

Bare et eksempel på noget dansk kristent kultur der kunne splitte sindet og som kun er 50 år gammelt. Jeg kan sagtens forstå at man med en helt anden kulturel baggrund kan være splittet om hvorvidt man nu skal være tro overfor sin egen sunde fornuft, forældrenes kultur/normer, det “nye” lands kultur, religion eller vennerne.
Hvis man er alt for “splittet” er det fristende ved religionen vel at reglerne kan opfattes som faste, forholdsvis uforanderlige og man tilhører et fællesskab.
Både forældrenes kultur og det nye hjemlands kultur er derimod langt mere difuse og her skal man selv “vælge” for at finde sin identitet.

Jeg synes man så vidt muligt bør være tro overfor sin “sunde fornuft” der gerne skulle være en kombination af påvirkning fra kultur, religion, venner familie osv. således at også religiøse påstande der virker “langt ude” kan afvises fordi de bare er skrevet af andre mennesker i en anden tid med en anden dagsorden.

Weltschmerz? Måske. På den anden side, hun er kun 22, og når man er dét, så gør verden ondt. Jeg synes, det er fedt, at hun stiller spørgsmålstegn ved det gudgivne i nogle af sin religions dogmer og traditioner. Flere af hendes slags!

@ Helen

Jeg vil gøre alle opmærksom på, at jeg hverken ser ned på andre muslimer der ikke praktisere islam eller ikke går med slør. Artiklen er min egen personlige oplevelser og følelser omkring det at finde sin identitet. Den gamle kulturelle tilgang til islam som omhandler ydre jihad, non-stop koranrecitation uden forståelse, nedgørelse af andre mennesker og livsformer, dem-imod-os mentalitet og mange andre meningsløse tiltag skal vi snart ændre på.

Rigtigt godt skrevet, Helen! Og rigtigt godt sagt!

.

Jørgen

Man må da håbe, at det ebber ud med tiden.