Muslimsk kunstner - fanget mellem sin tro og popkulturen
30 04 2008Kunstnermagasinet SWINDEL som udkommer i denne sæson er fyldt op til randen med kunst fra den muslimske kunstner Sarah Maple.
I et interview i magasinet siger den identitetsøgende unge 22-årige muslimske kvinde, at hun med sit kunst vil sætte fokus på, at man ikke bliver mere ærbar af at gå med slør og identitetproblematikken af en muslim boende i vesten. Hendes kunst er kontroversiel, fordi de emmer af de konflikter, som mange muslimske unge oplever med sin religion i en vestlig verden. At sammensætte muslimsk livsstil med den massive popkultur er noget af en udfordring, og derfor vil hun øge opmærksomheden omkring denne tvetydige livsstil, som hun selv oplever i hende selv og hos andre muslimer:
“A lot of the work is about my personal feelings about my religion and it’s about growing up and figuring out who you are,” she says. “So the political climate affects me, but I think that I would have made this work anyway.”
“I don’t think that I am criticizing the religion itself. I’m questioning the way some Muslims interpret the faith. I’m not saying we should all go and break the rules. I’m just saying that if you’re going to be a Muslim and pray every day, that doesn’t necessarily make you a good person… Sometimes people find that a bit disturbing, the fact that I take Islam and I address it in a way that’s sort of playful. It’s a quite serious thing, and then I make light of it, and I think a lot of people find that unsettling. But then they grow to like it.”
Jeg kan virkelig godt forstå denne unge kvinde og tror at mange har det på samme måde som hende. Forleden gjorde en muslimsk kvinde med slør, mig opmærksom på, at hun intet vidste særlig meget om islam, men gik med slør, fordi det er en del af hendes arabiske identitet, og at det først er nu, hun er begyndt at fordybe sig i Islam.
Man burde virkelig ikke skære alle muslimske kvinder over én kam, for vi er ligeså forskellig som alle andre. Så er der nogen der har slør på, men som ikke praktiserer deres tro, men de har så gjort sløret til et kultursymbolet og jeg får derfor ofte at vide, hvorfor jeg dog vedbliver med at beholde mit slør, da det jo er et kulturelt symbol.
Jeg kender da også flere af mine bekendte som er muslimer, og har meget svært ved at sammenholde deres tro med deres vestlige livsstil med alt hvad det indebære. Jeg må indrømme, at jeg selv, har haft det på denne måde før jeg blev praktiserende. På den ene side har jeg altid gerne ville komme tættere på Gud og på den anden side har jeg følt, at jeg ikke gad at leve et kulturelt liv, da jeg jo er vokset op i et vestlig moderne samfund.
Jeg kan huske at jeg under rusturen stod og diskuterede højlydt og forsvarede Islam med én af mine ateistiske klassekammerater. Klassekammeraten endte med at spørge mig, hvorfor jeg ikke selv gik med slør og levede på en praktiserende måde siden jeg var så meget på “deres” side.
Denne sætning vedkommende kom med glemmer jeg ikke, og kan til dags dato stadig huske episoden. Faktisk så fik denne sætning gang i en selvransagelse omkring hvem jeg entlig var dybest inde og hvorfor religion var så betydningsfuld for mig, når jeg ikke praktiserede det. Jeg nåede til et punkt, hvor jeg enten skulle dræbe min konstant dårlige samvittighed ved, at afgive en stor del af min tro eller, at fordybe mig i min tro, for at se hvad det var for en gave mine forældre havde givet videre til mig. Det skulleså vise sig, at jeg efter en indre fordybelse og reflektion, fandt i Islam vejen frem til en fredfyldt balance imellem det legemelige versus det sjælelige, hvor jeg kunne beholde min tro og samtidig leve i et europæisk land.
Denne erkendelse har jeg fået ved, at tildeles at suge viden ind til mig på det spirituelle plan og at studerer Profetens (fvmh) liv nærmere uafhængigt af kulturelle elementer. Idag er der behov for, at alle muslimer ransager dem selv i dybden, så de ikke står i en evig indre konflikt med deres tro, og samtidig er det på tide, at revurdere den kulturelle tilgang til islam, som den første generation af muslimer i Danmark tog med sig fra de mellemøstlige lande. Hvis man som muslim ikke ransager sit indre og finder menneskets tilstedeværen i en universelt verden, vil det evig gå og have en indre identitetkløft indeni, hvor man ikke kan finde sit ståsted, og faktisk har den søgende muslim derfor en lettere tilbøjelighed til, at gå til de ydre ekstremer både på den ene eller anden måde for enten at dulme kløftens smerte indeni eller at ty til rabiate holdninger.
Nedenfor ses nogle af hendes udstillinger som sætter spørgsmålstegn imellem vestlig versus muslimsk livsstil:
Jeg føler at min muslimske livsstil har på den ene side påført mig en masse unødvendige udfordringer fra samfundet, og til dels givet mig en åndelig ro som jeg næppe ville kunne undvære, for hvis jeg afsagde den kærlighed som konstant strømmer i mine blodårer, ville dette liv for mig være lig med intethedens nulpunkt og fører til ydre og indre selvdestruktion. Jeg føler at jeg sagtens kan leve som praktiserende muslim i et vestlig samfund, man skal selvfølgelig være lidt large og krydre sin tilværelse med fikse ideer bla. er jeg ikke så meget for at gå ind på diverse sharwamabarer, som jo ofte er det eneste mulighed for at få noget halalmad, men tager derimod ind på andre spisesteder, hvor jeg bestiller noget lækkert fisk eller vegetarmad. Et andet eksempel kunne være den arabiske klædedragt, som nogle muslimske kvinder har valgt til sig af personlige årsager, da jeg føler, at det ikke lige er min smag, jamen så går jeg på en shoppingtur i fx. modebutikken VILA og køber noget der passer til min stil og personlighed med det i mente, at det jo skal være tøj af dækkende karakter.
Ovenstående eksempler er bare nogle få jeg har taget med, jeg har personligt ingen problemer med, at være praktiserende muslim og bo i vesten. Man skal selvfølgelig smide alle andre bånd væk og fordybe sig i selvet for derved at nå en dybere erkendelse af sin identitet som muslim.
Jeg vil gøre alle opmærksom på, at jeg hverken ser ned på andre muslimer der ikke praktisere islam eller ikke går med slør. Artiklen er min egen personlige oplevelser og følelser omkring det at finde sin identitet. Den gamle kulturelle tilgang til islam som omhandler ydre jihad, non-stop koranrecitation uden forståelse, nedgørelse af andre mennesker og livsformer, dem-imod-os mentalitet og mange andre meningsløse tiltag skal vi snart ændre på.
Det kan virke lidt patetisk og selvhøjtideligt med al den Weltschmerz.
Man må da håbe, at det ebber ud med tiden.
@ tsd
Weltschmerz? Måske. På den anden side, hun er kun 22, og når man er dét, så gør verden ondt.
Jeg synes, det er fedt, at hun stiller spørgsmålstegn ved det gudgivne i nogle af sin religions dogmer og traditioner. Flere af hendes slags!
@ Helen
Rigtigt godt skrevet, Helen! Og rigtigt godt sagt!
.
Jørgen
Jeg har aldrig forstået sammenhængen imellem påklædning og ærbarhed.
Hvis Hilda gerne vil have en ny kæreste hver torsdag, medens Herta foretrækker langvarige og stabile forhold, hvorledes afviger Hildas påklædning da fra Hertas?
I øvrigt er Hilda vel også en ærbar kvinde, så længe hun ikke holder mændene for nar.
Der er jo også mange mænd, der foretrækker kortvarige forhold.
Hvad med at søge sin identitet i det land, der har givet èn statsborgerskab?
Jeg har aldrig helt forstået det med at følge regler krevet ned i en gammel bog af gamle mænd. Man kan utvivlsom lære mange ting af både ældre mennesker og gamle bøger, men hvis respekten bliver så stor at foreskrifterne betragtes ukritiske som fuldkomne og ufejlbarlige står jeg af.
Eksempelvis er jeg overbevist om at gud/allah hellere ser at man hjælper an ældre dame over vejen end at bede en bøn eller får en anden til at grine end at bede en bøn eller at hygge sig med kammerater og familie end at bede en bøn, eller spilde tiden med “pjat” end at bede en bøn for bønnens skyld.
Jeg kan tilslutte mig ting fra biblen (og Koranen) om ikke at begå vold, stjæle, mishandle andre osv. men sorterer irrationelle ting fra som at man ikke må spise bestemte ting, ikke drikke bestemte ting, have en bestemt påklædning, at kvinder ikke må tale i forsamlinger.
Min far der er opvokset i Sønderjylland i en lille landby ude på landet i 50erne hvor folk i større eller mindre grad var præget af indremission(kristen bevægelse der tager biblens ord temmeligt bogstavligt) har fortalt at det blev anset som syndigt at se film, danse, drikke alkolhol.
Han har også fortalt hvordan han efter et par år havde sparet sammen til en motorcykel som han var glad for og derfor stod og pudsede. Da et par folk fra landsbyen kom forbi fik han at vide at det at pudse motorcyklen var “at dyrke en afgud” og altså også en synd.
Som udenforstående kunne man selvfølgelig sige at han da bare kunne være ligeglad, men hvis man er opvokset i det miljø og omgivelserne kommer med sådanne kommentarer kan man komme i tvivl og få halvdårlig samvittighed, selvom man egentlig synes at gud da ikke kan være imod at man pudser en mortocykel.
Bare et eksempel på noget dansk kristent kultur der kunne splitte sindet og som kun er 50 år gammelt. Jeg kan sagtens forstå at man med en helt anden kulturel baggrund kan være splittet om hvorvidt man nu skal være tro overfor sin egen sunde fornuft, forældrenes kultur/normer, det “nye” lands kultur, religion eller vennerne.
Hvis man er alt for “splittet” er det fristende ved religionen vel at reglerne kan opfattes som faste, forholdsvis uforanderlige og man tilhører et fællesskab.
Både forældrenes kultur og det nye hjemlands kultur er derimod langt mere difuse og her skal man selv “vælge” for at finde sin identitet.
Jeg synes man så vidt muligt bør være tro overfor sin “sunde fornuft” der gerne skulle være en kombination af påvirkning fra kultur, religion, venner familie osv. således at også religiøse påstande der virker “langt ude” kan afvises fordi de bare er skrevet af andre mennesker i en anden tid med en anden dagsorden.