Debatindlæg
Ramadanens fordele
At Jeg troede, at lektor Helle Lykke Nielsen var blevet bedre til at fordybe sig i videnskabelige artikler med tiden, var nok denne måneds fejlagtige antagelse. Minsandten ser jeg endnu en gang et indlæg skrevet af HLN, hvori hun fremturer med udsagn om et stigende antal af ulykker under den muslimske hellige måned ramadanen (JP 12/9). Jeg vil indledningsvis kommentere kilderne, som HLN har angivet. Af hensyn til forskningsmæssig redelighed vil jeg begynde med at sætte spørgsmålstegn ved, om artiklerne i virkeligheden er peer-viewed? Hvis det ikke er tilfældet, kan indholdet som regel ikke accepteres som troværdigt. (Helen Latifi - 25. September 2007 i Jyllands Posten)
Forsker ved intet om Islam
Hvad kræver det at kalde sig selv for ekspert inden for et område? Hvor mange bøger skal man have læst for kalde sig ekspert i et givet felt? En ekspert eller forsker må da nødvendigvis præsentere sin viden ud fra faglig indsigt og fordybelse, men på det sidste har jeg oplevet en snu mellemøstforsker, som lister på sine lydløse poter fra det ene medie til det andet. Jeg har oplevet, at denne famøse forsker konstant kommer med udokumenterede påstande om islam og muslimske kvinder, og helt uvidende om, at vi andre faktisk har gennemskuet hende for længst, sidder vi hver aften og nyder hendes optræden i fjernsynet og på Jyllands-Postens forsider.(Helen Latifi -17. Januar 2006 i Nyhedsavisen)
Samfundets fald skyldes ikke sløret
Det er det islamiske slør og islam, der er “hoved-problemet” i dagens Danmark, mener nogle såkaldte kvindeforkæmpere. Til vores alles begejstring udkom for nylig antologien “Maskeret tvang” baseret på emner såsom polygami i Danmark, tørklædeproletariatet, kampen om ordene, slørets sundhedsskadelige virkning (herunder hårtab), tørklædetvang i modstrid med FN’s børnekonvention og andre “uhyrlige” fænomener, som sløret kan frembringe. Bogen er skrevet af den altid så diskussionsklare gruppe af frejdige overklassedamer, fra “Kvinder for Frihed” med læge Vibeke Manniche i spidsen for bataljonen, klædt på til kvindekamp med en kampiver, som overgår selveste Tomb Raider-ikonet Lara Croft. (Helen Latifi -13. November 2006 på religion.dk)
Jeg er forarget over den hårde tone, som man nu er begyndt at bruge i de danske medier vedrørende islam, og at det nu har bredt sig til også at omfatte Ugeskrift for Læger, er rystende. Det drejer sig om kvindelige muslimske læger, der rent faktisk er født her i landet, har taget en uddannelse og nu bidrager til samfundet på smukkeste vis med deres kompetencer. Disse har tilfældigvis valgt at dække sig lidt mere til end det sædvanlige på grund af personlige overbevisninger. Det er en forkastelig måde at fremstille sine muslimske kolleger på. A. Pachaïs »bidrag« til debatten (Ugeskr Læger 2005;168:81) ved at nedgøre og ligefrem væmmes ved synet af tørklædet har sandelig overrasket mig. Sikke en »open-minded« og »kultiveret« læge, patienterne møder, når denne har ansvar for behandlingen af patienter med vidt forskellig baggrund, hvad angår religion, race og køn. (Helen Latifi 2006 i Ugeskiftet for Læger)
Jeg har tit undret mig over at problemstillinger, som er opstået i vores postmoderne samfund, bliver negligeret gang på gang. Fx den uomgåelige, ubehagelige kræftdiagnose, som lægen med nød og næppe ikke kan få sig selv til at fortælle patienten. Men ret skal være ret, så uden at sukkerglasurere dette indlæg, så siger jeg det lige ud - det er jo det altomfattende islamiske SLØR og islam, der er hovedproblemet i dagens Danmark (chok!). Til vores alles begejstring udkommer der snart en antologi ”Maskeret tvang” baseret på emner såsom: polygami i Danmark, tørklædeproletariatet, kampen om ordene, slørets sundhedsskadelige virkning - herunder hårtab, tørklædetvang i modstrid med FN’s børnekonvention og andre ”uhyrlige” fænomener, som sløret kan frembringe. Bogen er skrevet af den evigt kampklare gruppe af frejdige overklasse damer, ja hvem ellers kan det dog være end de højtråbende ”Kvinder for Frihed” med læge Vibecke Manniche i spidsen, klædt på til kvindekamp med en psyke, som overgår selveste Tomb Raider ikonet - Lara Croft. (Helen Latifi i Sund & Hed, November 2007)
Jeg sad forleden til forelæsning og filosoferede over anatomiens store mysterier, da en forelæsningsslide gjorde opmærksom på sig selv. Det viste en uformelig kødklump, som viste sig at være en lever. Den var syg med tumormetastaser på hele overfladen. Jeg vågnede brat op og en følelse af sårbarhed krøb ind over mig; det gik op for mig, hvor let livet kan tages væk fra os - hvor skrøbelige vi faktisk er. Døden. Dette ubestemte stadium, som vi alle skal træde ind i, er umærkeligt fraværende. Jeg formoder, at vi helst undgår at tage denne størrelse alvorlig, eftersom den er så udefinerbar - og så skræmmende. Og ser man på udviklingen de senere år, vil man opdage, at opfattelsen af døden faktisk har ændret sig drastisk: For de ældre generationer var døden ikke et tabubelagt fænomen. I vores “oplyste” dage, hvor det kapitalistiske hjul helst skal blive ved med at snurre rundt uden hensynstagen til følelser, liv og død, uanset sorg og fortvivlelse, formår vi faktisk at skøjte let hen over erkendelsen og konfrontationen af dette aspekt af livet. Er det den sandhed og den mening med livet, som det industrialiserede samfund har bragt med sig? At nedgøre os til at være noget kun af “det materielle?” Hvorfor denne tavshed om vores faktiske natur? Hvorfor denne negligering af følelser? (Helen Latifi i Sund & Hed, Oktober 2007)
Seneste Attacks